Velkommen til Bofællesskabet Granlunden!
Granlundens værdigrundlag
Granlundens mission er, at løse opgaver for kommuner på et højt fagligt niveau. I vores arbejde med voksne mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, har vi fokus på deres individuelle udviklingspotentialer.
Vores vision er, at beboernes udviklingspotentiale bringes i spil og udvikles på en måde, som giver beboerne flest mulige kompetencer til aktivt at forvalte eget liv.
Granlundens kerneværdier er tillid, samarbejde, respekt og livsglæde som vi værdsætter meget højt i hele personale-gruppen. Dette afspejler sig i vores anerkendende og respektfulde kommunikation og kontakt med beboerne.
Granlundens kerneydelse er en løbende individuel tilrettelagt indsats, hvor vi i alt, hvad vi arbejder med ift. beboerne, har fokus på deres selv- og medbestemmelsesret. Beboerne bliver inddraget i alt hvad der berører dem, selvfølgelig med forståelse for og udgangspunkt i den enkelte beboers kompetencer. Sammen skaber vi det gode liv!
Huset Granlunden & årshjul
Når du slår døren op til Bofællesskabet Granlunden, møder du et privat §§107/108 døgntilbud med plads til syv beboere, smukt beliggende i naturskønne omgivelser i Guldborg på Lolland. Granlundens målgruppe er voksne mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, som har behov for støtte og guidning i dagligdagen. Vi har gjort os umage med, at de fysiske rammer inde som ude tilgodeser beboernes udvikling, trivsel og tryghed. Atmosfæren er hjemlig og beboernes lejligheder er indbydende med eget tekøkken, bad og toilet samt egen udgang til altan eller have.
Faglig struktur, strategi & tilgange
Granlundens pædagogiske indsats og tilgang tager udgangspunkt i neuropædagogik. Neuropædagogik defineres på Granlunden som helhedsorienterede pædagogiske overvejelser og tiltag på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelse med beboers individuelle dysfunktioner og/eller skader. Dette sker gennem fokus på kontekst og samspil. Neuropædagogisk praksis på Granlunden er således rettet mod tilpasning af rammer, struktur og samspil, så det bedst muligt understøtter den enkelte beboers udvikling, trivsel og livskvalitet.
Derudover bruger vi Low Arousal tilgang som understøtter og går godt i spænd med den neuropædagogiske indsats.
Overordnet er Granlundens pædagogiske struktur og tilgang det nære relationsarbejde gennem samspil og kommunikation med udgangspunkt i den enkelte beboers kompetencer uanset udviklingsniveau. Alle mennesker har brug for at opleve succes og føle sig anerkendt i det, der har betydning for den enkelte. Vi arbejder med at skabe en hverdag, hvor den enkelte beboer får mulighed for at udvikle sig gennem motivation og troen på sig selv som et værdifuldt menneske.
Faglig strategi, den røde tråd
Kommunens § 141-Handleplansmål – Bearbejdes videre til
Granlundens Langsigtede mål – Bearbejdes videre til
Granlundens Kortsigtede mål – Bearbejdes videre til
Granlundens Specifikke mål – Der udarbejdes videre til
Team/beboers Handleanvisninger – Der udarbejdes videre til
Individuelle fokusområder på journal system – Der bruges til
Resultatdokumentation på journal system – Der løbende bruges til justering af
Status- og handleplan til kommunen – …og så fremdeles
Ovenstående røde tråd er essensen i vores pædagogiske arbejde med beboerne på Granlunden. Det er i denne kontinuerlige proces resultaterne viser sig. Granlunden arbejder fagligt og bevidst på at opnå positive resultater i forhold til beboernes individuelle §141 handleplan. En af Granlundens pædagogiske overbevisning er, at ethvert menneskes udvikling og erhvervelse af nye færdigheder skabes gennem tillid, positivitet og den individuelle indre følelse af glæde og succes. Derfor er det vigtigt, at handleplansmålene er relevante og niveaujusteret ift. den enkelte beboer.
Fonden Granlunden
Bofællesskabet Granlunden er registreret som almennyttigt, ikke erhvervsdrivende fond med en bestyrelse på 5 medlemmer inkl. en medarbejderrepræsentant. Der afholdes 4 ordinære møder årligt. Alle bestyrelsesmedlemmerne har relevante faglige kompetencer, hvilket styrker samarbejdet i de mange spændende og forskellige opgaver, der ligger i bestyrelsesregi.